top of page

Lollands Bank vil sikre lokal detailhandel

Lollands Bank vil sikre lokal detailhandel gennem storsatsning på udvikling af butikker og erhverv i gadeplan.


Detailhandlen på Lolland, Falster & Sydsjælland skal styrkes og udvikles de kommende to år. Det mener Lollands Bank, der med den største enkeltsatsning nogensinde vil give 60 lokale butikker en enestående mulighed for at ruste sig til de udfordringer, nutidens og fremtidens detailhandel står overfor. Deltagerne kan se frem til individuelle forløb, hvor man med professionel hjælp kommer hele vejen rundt i virksomheden og får lagt en plan for, hvordan man kan hæve overskuddet i virksomheden inden for en kortere årrække.


Det går godt i vores markedsområde med brobyggeriet på Femern Bælt, Power-2-X satsningen på Masnedø, en udsolgt Maribo Erhvervspark, og ikke mindst etableringen af virksomhederne i den grønne klynge i Nakskov. Samlet set en meget positiv udvikling, der giver tro på fremtiden og et godt fundament for en øget bosætning i området, forklarer bankdirektør Allan Aaskov, Lollands Bank, og fortsætter: Men som i hele landet ser vi desværre også butikslukninger i vores område, fordi der opleves en faldende kundestrøm blandt andet som følge af den høje inflation og ændrede indkøbsmønstre.



Største enkeltsatsning til dato

Han peger på, at et aktivt handelsliv er afgørende for den lokale udvikling: Hvad er en by uden lys i butikkerne og liv på gader og stræder? Det er i værste fald en soveby og ikke det, vores unge efterstræber, når de flytter ud af storbyerne og til vores område, påpeger Allan Aaskov.


Det er også en af grundene til, at Lollands Bank søsætter projektet ”Vinderbutikker”: Vi investerer 1 mio. kroner over en toårig periode for at skabe levende bymidter på Lolland, Falster & Sydsjælland. Investeringen skal bruges på at løfte de lokale butikker og erhverv i gadeplan således, at de får et bedre fundament at stå på. Det skal ske gennem et skræddersyet forløb, hvor man udvikler den enkelte forretning. Det tror vi på kan være med til at løfte opgaven med at sikre udvikling og levende bymidter, fortæller Allan Aaskov.


Han påpeger, at tilbuddet ikke er forbeholdt kunder i Lollands Bank, men derimod er for alle, der driver butik eller erhverv i gadeplan på Lolland, Falster & Sydsjælland.


60 skal være ”Vinderbutikker”

Der bliver plads til 60 forretninger i det første forløb af ”Vinderbutikker”, og de kan se frem til betydelig støtte det kommende år. - Det bliver et skræddersyet forløb for hver enkelt deltager, hvor vi tager udgangspunkt i den enkeltes situation. Det sker via personlige møder, udarbejdelse og implementering af en udviklingsplan tilpasset virksomheden, udvikling af de værktøjer, der er behov for i forhold til den enkelte virksomhed, løbende dialog og support omkring at komme i mål med planen og så videre. Målet er at løfte bundlinjen hos hver af de deltagende virksomheder med 200.000 kroner om året. Et beløb, der kan være forskellen mellem liv og død for mange butikker, siger direktør og forretningsudvikler Torsten Bo Jørgensen, Vinderbutikker/Bystrategi ApS.



Han er tovholder på projektet og har arbejdet med bystrategier og detailhandel de seneste godt 18 år. I marts 2022 udgav han den roste bog ”Vinderbutikker”, hvor han beskrev, hvordan 23 butikker fordelt ud over hele landet har fået succes. Bogen udkom i 2. udgave januar 2023.


Det handler ikke om at pege fingre ad nogen. Det handler om at finde og forstærke de unikke styrker hos hver enkelt butik - fx de tøjmærker og styles, man ikke får andre steder. Markedsføring er også ekstremt vigtigt - men også de mest e]ektive salgskanaler. Nogle tøjbutikker kan fx sælge for 30-50.000 kroner ved at stå fire timer på en lokal messe i en provinsby, fortæller Torsten Bo Jørgensen.


"Vinderbutikker” har givet dokumenterede resultater

”Vinderbutikker” metoden anvendes allerede med dokumenterede resultater over hele landet hos alt fra bagere og boghandlere over tøjbutikker og livsstilsbutikker til cafeer mv. Derfor glæder Torsten Bo Jørgensen sig til at gå i gang med projektet, som han ser et stort potentiale i.


Området er præget af stor aktivitet. Det er den positive energi, vi skal have overført til butikker og erhverv ved at udvikle dem til at blive noget, kunderne slet ikke kan undvære, og som de slet ikke kan få i en webshop. Nogle butikker skal vi ind og udvikle ganske få ting på, før de får yderligere succes, mens der er andre, hvor vi skal gå langt dybere. Uanset hvor man står, vil det her forløb være med til at sikre butikkernes fremtid, de levende bymidter og dermed de lokale handelsbyers fremtid, påpeger Torsten Bo Jørgensen.


Bred lokal opbakning

I Lollands Bank glæder bankdirektør Allan Aaskov sig over den modtagelse, projektet allerede har fået.


Vi har fået fuld opbakning af Business Lolland/Falster, Business Vordingborg, samt handelsstandsforeningerne i hele vores markedsområde. Det understreger vigtigheden af det her initiativ, som ligger helt i tråd med vores nye strategi, som vi er ved at udrulle og den samfundskontrakt, vi har med lokalområdet: At vi tager ansvar for at være med til at sikre vores markedsområde som et godt sted at bo og bosætte sig med et stærkt erhvervs- og handelsliv, påpeger Allan Aaskov.


Lollands Bank støtter hver af de op til 60 deltagende butikker med 10.000 kroner. Der vil herudover være en egenbetaling på 15.000 kroner for hver deltagende butik, som er med i forløbet.


”Vinderbutikker” præsenteres på fire kickoffmøder den 4. marts på Hotel Harmonien i Nakskov, den 11. marts i Bangs Have i Maribo, den 12. marts på Holberggaard i Vordingborg og den 13. marts hos Business Lolland-Falster på Slotsbryggen i Nykøbing Falster. Alle aftener med start kl. 18.00, på nær i Vordingborg, hvor mødet starter kl.18.30. På hver af de fire kickoffaftener fortæller en erhvervsdrivende, der har været igennem forløbet, om de positive effekter, deltagelse i forløbet har haft for den erhvervsdrivendes virksomhed.


Yderligere informationer: Bankdirektør Allan Aaskov, Lollands Bank, tlf. 5497 1575 Direktør & forretningsudvikler Torsten Bo Jørgensen, Vinderbutikker/Bystrategi ApS, tlf. 4160 402

63 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page